Ikke alle gamle husråd er miljøvenlige. Klor blev hyppigt brugt i gamle dage. Der bruges stadig ca. 4.000 tons klorholdige rengøringsmidler om året i de danske husholdninger. Det kan f.eks. være Klorin, Kloressens, Klorolin eller Mille New Clean Klor. Klorholdige rengøringsmidler indeholder næsten altid det kemiske stof natriumhypoklorit. Når natriumhypoklorit ender i vandmiljøet, danner det giftige, organiske klorforbindelser. Derfor findes natriumhypoklorit på Miljøstyrelsens liste over uønskede stoffer.
Brugen af klorholdige rengøringsmidler er helt overflødig i en almindelig husholdning. Det er nemlig ikke nødvendigt at desinficere hverken toilet, badekar eller spækbræt med klor. Det er heller ikke nødvendigt at lade undertøj og karklude ligge i blød i klor. Man kan sagtens klare sig med at vaske tøjet ved 60° C – her dør alle bakterier, og undertøjet bliver også både rent og hvidt. Er der behov for at blege vanskelige pletter, kan man bruge et iltbaseret blegemiddel (f.eks. natriumperborat).
Et miljømærket toiletrensemiddel klarer bakterierne i toiletkummen.
Overflødige specialprodukter
Et eksempel på et problematisk specialprodukt er ovnrens. Ovnrens indeholder bl.a. vaskeaktive stoffer, organiske opløsningsmidler og drivmidler, som alle belaster miljøet i mere eller mindre grad. De organiske opløsningsmidler kan desuden irritere luftvejene og være sundhedsskadelige.
Vinduespudsemidler er et andet eksempel. Udover vaskeaktive stoffer indeholder de også organiske opløsningsmidler. Her er opvaskemiddel og vand rigeligt.
Luftfriskere mod dårlig lugt i hjemmet eller outdoor er også et godt eksempel på et problematisk produkt. De findes både som spray og til at sætte i stikkontakten. De fjerner ikke den dårlige lugt, men skjuler den. De indeholder parfume og kan derfor give anledning til allergiske reaktioner. Samlet set er luftfriskeres ressourceforbrug højt i forhold til nytten af produktet. Især når en god gang udluftning er at foretrække. Den friske luft har nemlig både en gavnlig effekt på indeklimaet og nedsætter fugten, hvilket kan mindske risikoen for bl.a. skimmelsvamp.
Miljømærkede rengøringsmidler
Der findes i dag flere rengøringsmidler på markedet, der enten har det Nordiske Miljømærke Svanen eller EUs Miljømærke Blomsten. Det drejer sig om opvaskemidler, universalrengøringsmidler, toiletrensemidler, sæber og vaskepulver. Der kommer hele tiden flere produktvarianter til og de kan købes i de fleste supermarkeder.